Hva’ fa’en er meningen?!??
Sådan ville han sikkert have reageret, hvis han havde vidst, at der 20 år efter hans død blev skrevet en bog om ham.
Eigil Bramsen var fra verden af i går, direktør for det hedengangne forsikringsselskab Nye Danske af 1864. Han udtalte sig aldrig til offentligheden. At komme i avisen var for ham en tvivlsom ære. Han efterlod sig intet skriftligt arbejde. Men han styrede i en tredjedel af 1900-tallet dansk forsikringsverden ad dydens smalle sti.
Eigil blev den tredje Bramsen i Nye Danske direktørstol. Hans individualistiske samfundsopfattelse var i slægt med klassisk liberalisme. Den jura, som han studerede, rummede ingredienser fra enevælden. Beretningen om hans liv er beretningen om en svunden tids tankegang. Han førte den med sig gennem første halvdel af det 20. århundrede, hvor så meget blev forandret. Han holdt sine moralbegreber i hævd uden svig. Taktiske overvejelser beskæftigede ham ikke. Det var råt for usødet eller livsvarig trofasthed.
Portrætbogen af Eigil Bramsen er krydret med hans tidlige kærestebreve, mens han og frøken Louise Busse i hemmelighed sås i Frederiksberg Have. Da denne bog udkom i 1973, skrev en anmelder, at den duftede af syrener.
Da han lå på sit yderste på Militærhospitalet, spurgte en rengøringsassistent, om hun måtte vaske kaptajnens gulv. Eigil svarede: ”-Kaptajn, jeg er sgu ikke officer. Men hvis jeg havde været det, havde jeg for længst været general.”
Søg bogen på www.antikvariat.net | 